|
INDEKS
<<

|
Maj
2011:
Kampagne på vågeblus indtil dansk folketingsvalg
af Tina Thuesen >>
Hvorfor har vi valgt at være meget stille
i den sidste tid?
Vi har her på statsborger.dk modtaget en del e-mails fra jer derude
i verden, som bekymret spøger til, hvad der egentlig foregår – eller
ikke foregår.
I har ikke hørt meget nyt herfra i den sidste tid.
Det er fuldstændig korrekt og egentlig burde
vi for længe siden have forklaret os her på siden.
Vi har nu igennem flere år rendt panden mod en tyk
politisk mur i Danmark.
Vi har talt med rigtig mange politikere fra forskellige partier
for at vinde deres sympati for sagen om dobbelt statsborgerskab.
Det var ved disse samtaler vores indtryk at de fleste politikere
overvejende har været positive overfor ideen og vist forståelse
for vores ønske om at Danmark ændrer loven om dobbelt
statsborgerskab.
Hvorfor er der så ikke sket noget?
Hvorfor bliver ændringsforslaget gang på gang stemt godt og grundigt
ned i Folketinget - senest den 28. april, da De Radikale igen fremsatte
forslaget?
Svaret kom fra helt uventet kant, nemlig fra daværende integrationsminister
Birthe Rønn Hornbech.
Selv hun havde ved et frokostmøde med os forståelse for at dobbelt
statsborgerskab kunne være løsningen på en masse praktiske problemer,
som vi i udlandet og nye danskere i Danmark render ind i dagligt.
Men hun sagde også samtidig, at nøglen ligger hos Dansk Folkeparti.
En politisk analyse
Jeg tillader mig herefter at komme med noget der skal ligne en politisk
analyse, på trods af at jeg på ingen måde hverken er taxi-chauffør
eller ellers har en uddannelse, der giver mig den fornødne kompetence.
Vi har personligt mødt Søren Krarup fra Dansk Folkeparti, som har
kaldt dobbelt statsborgerskab en ”uting”.
Ikke mindre og ikke mere.
Han støttes af sin fætter Jesper Langballe i denne udtalelse.
Disse to herrer med meget markante nationalistiske holdninger bestemmer
DFs mening om dobbelt statsborgerskab.
Deres argumenter imod dobbelt statsborgerskab har baggrund i beslutninger
taget af den daværende danske regering i slutningen af 1800-tallet.
Det kræver ikke megen matematisk forståelse at se sammenhængen
mellem nødvendigheden for den danske regering af at have fuld støtte
fra Dansk Folkeparti:
Vi har i de sidste 10 år gang på gang set regeringen vedtage love
og forordninger, som Dansk Folkeparti fører på deres partiprogram
som mærkesager.
Dette har regeringen gjort for at få DFs stemmer til de mærkesager,
som regeringen har fundet nødvendige.
I gamle dage blev den slags, hvis det var en bevidst aftale kaldt
politisk studehandel.
Om den gensidige støtte mellem regeringen og DF i disse tilfælde
er bevidste aftaler og dermed studehandel, eller bare resultatet
af en politisk forhandling kan jeg jo ikke vide.
Min personlige mening er, at det bestemt ikke må være nemt at
være i regeringen og konstant skulle gå på kompromis med liberale
idealer for at kunne beholde magten.
I et demokrati som det danske er det dog betingelserne.
Resultatet er det samme.
Dobbelt statsborgerskab er i DFs øjne en uting, og for regeringen
er dobbelt statsborgerskab ikke en en sag, der er stærk nok til
at gøres til en mærkesag hvor man kan risikere samarbejdet eller
den politiske støtte fra DF.
Dette på trods af, at flere Venstrefolks og Konservatives udtaler
til os, til vore samarbejdspartner og til flere medier, at de egentlig
ikke ser nogen problemer ved at Danmark indførte dobbelt statsborgerskab.
Vi har med en regelret ”dead lock” at gøre.
Et begreb fra programmerings verden, hvor et software program bliver
ved med at køre i ring uden at udføre noget.
Hvad gør man, når en proces kører i ring?
Bruger Ctrl-Alt-Del- tasterne?
Hvor sidder de taster i dansk politik?
Har statsborger.dk overhovedet mulighed for at stoppe den proces?
Min personlige vurdering er, at det vil være yderst vanskeligt,
og oven i det hele kommer at vi, bosat i udlandet, ikke har nogen
pressionsmidler eftersom vi jo ikke har stemmeret til Folketinget...
...selv om vi i antal er nok udenlandsdanskere til at kunne
give op til flere mandater til Folketinget...
Efter min mening skal der en ny magtfordeling i dansk politik
til før vi ser, at de beslutningsdygtige politikere mener, det er
kampen værd at ændre indfødsretsloven.
Denne ny magtfordeling skal i følge valgloven seneste gennemføres
i efteråret 2011.
Selvom jeg næsten dagligt læser 4 danske internetaviser for at
få en ide om hvordan valget til Folketinget vil ende, så kræver
det vel mest af alt en krystalkugle for at vide, hvordan det politiske
klima i Danmark kommer til at se ud i slutningen af året.
Tager jeg de positive briller på er det et faktum at Liberal Alliance
har meldt ud at de støtter en liberal regering. For nylig har de
radikale gjort det samme.
De to præster og fætre Langballe og Krarup har i de sidste par år
tilsyneladende selv for Dansk Folkepartis været lidt for nationalistiske
og rabiate i deres offentlige udtalelser.
Det er igen et gæt fra min side, at dette har medført at man fra
DFs ledelses side nok har fortalt de to herrer at de måske skulle
overveje en pension fra dansk politik i Folketinget.
Konsekvensen er under alle omstændigheder at fætrene ikke opstiller
ved et næste valg til Folketinget.
Med blå blok ved roret
Mit forsigtige gæt er, at skulle blå blok vinde valget har vi
flere kræfter i en ny regering og deres støttepartier, der er positiv
stemt overfor eller direkte har erklæret, at de støtter dobbelt
statsborgerskab end situationen er i dag.
Og ikke mindst er de værste modstander af sagen ikke mere i Folketinget.
Det er en selvfølge at støttepartiernes indflydelse afhænger af
antallet af mandater, de er i stand til at høste.
Jeg vurderer, at med en sådan konstellation vil det være muligt
at få en lovændring igennem.
Med rød blok ved roret
Skulle rød blok vinde dvs Socialdemokraterne, Enhedslisten og
SF, tror jeg også på en en mulighed for en lovændring.
Socialdemokraterne har ikke helt forstået, hvad det bringer dem
at give os i udlandet dobbelt statsborgerskab, men måske forstår
de bedre argumentet om bedre integration for de nye danskere.
Klar til ny runde op til
og efter Folketingsvalg 2011
Under alle omstændigheder vil jeg med denne forklaring bare sige,
at vi på statsborger.dk har valgt at spare på kræfterne, fordi vi
vurderer at diskussioner med de nuværende magthavere ikke føre til
noget brugbart resultat.
Vi er til gengæld klar til en ny runde op til
og efter Folketingsvalget her i 2011.
I den forbindelse vil vi meget gerne have støtte fra alle jer, der
ønsker at bidrage med strategiske ideer, praktisk arbejde og hvad
I ellers har på hjertet i processen at ændre indfødsretslovgivningen,
så vi også i Danmark har muligheden for at danske borgere kan antage
et dobbelt statsborgerskab.
Vi får brug for alle mand på dæk.
RETUR
TIL INDEKS <<
|
|