INDEKS <<

Retur til korrespondance
med politikerne >>

Pressemeddelelse fra Ny Alliance den 29. maj 2008

Dobbelt statsborgerskab på vej


Folketingets indfødsretsudvalg afholdt i går en høring om dobbelt statsborgerskab.

Ny Alliances ordfører, Jørgen Poulsen, som har fremsat et beslutningsforslag i Folketinget om sagen, mener at der er rigtig mange gode argumenter for dobbelt statsborgerskab, og at det er positivt, at de andre partier på baggrund af gårsdagens høring er i bevægelse.

”Gårsdagens høring efterlader et klart budskab om, at tiden og fornuften arbejder for dobbelt statsborgerskab. De problemstillinger, som er blevet fremstillet i debatten, viser sig at være tomme i praksis – det gælder både for staten og på det personlige plan,” siger Jørgen Poulsen.

Det blev konklusionen af høringen.
Og Jørgen Poulsen anser det derfor som ganske naturligt, at Folketingets moderne og globaliseringsvenlige partier stiller sig positivt overfor dobbelt statsborgerskab.

Han fremhæver at høringen cementerede Ny Alliances budskab om, at dobbelt statsborgerskab hører hjemme i et moderne internationalt samfund, hvor der er plads til, at mange mennesker har et dobbelt tilhørsforhold, som de ikke skal tvinges til at vælge imellem.

”Jeg ser frem til at Folketinget tager stilling til vores beslutningsforslag inden sommerferien. Hvis der mod forventning ikke er tilslutning, kan partierne passende bruge sommerferien til at tænke sig om, for så er vi klar til at genfremsætte vores forslag i løbet af efteråret,” siger Jørgen Poulsen.