INDEKS <<

Retur til
case stories <<

Uddrag af Bente H´s brev til Anders Fogh Rasmussen
(Foråret 2008)

Jeg blev i 1981 samfundsfaglig-sproglig student og et år efter rejste jeg til Frankrig på ubestemt tid og har reelt boet der siden.

Jeg har læst fransk som fjernstuderende ved Aarhus Universitet og parallelt gået på Kunstakademiet i Frankrig.
Med to statsstipendier - et fransk og et dansk - læste jeg videre på Sorbonne - fransk sprog og stilistik, som skulle tjene mig i mit senere og aktuelle arbejde som freelance oversætter (og fritidskunstner om man så kan sige).

I de 26 år, jeg nu har boet i Frankrig, har jeg bevaret mit danske statsborgerskab. Takket være EU har jeg i de mange år levet på lige fod med landets beboere og følgelig opfyldt akkurat de samme pligter som "rigtige franskmænd" gør (betale skat, moms, sygekasse, pensionskasse, ejendomsskat, kommunalskat osv.).

Det er et meget gæstevenligt folk, og jeg har aldrig mødt så meget som én fremmedhadsk indstilling - kun ærlig og venlig interesse for en der kommer fra fremmede himmelstrøg og for selve landet.

Jeg har også fortsat interesseret mig for politik, nu mest fransk, fordi det er den, der har betydning for min hverdag, men som du allerede har gættet, har jeg i de mange år aldrig haft ret til at stemme i mit "adoptivland", som de så smukt kalder det på fransk.

Desuden er jeg også afskåret fra at kunne arbejde ved offentlige institutioner i Frankrig, f.eks. som lærer, hvilket ville have været en god mulighed for mig.

Jeg vil når som helst kunne opnå fransk statsborgerskab, men det kræver at jeg afgiver mit danske, og det kan jeg ganske enkelt ikke, hverken følelses- eller forstandsmæssigt.

Du aner ikke, hvor hårdt det er at leve helt afskåret fra demokratisk indflydelse. I hele min voksne tilværelse har jeg aldrig haft ret til at afgive en stemme i forhold, jeg vurderede som yderst vigtige - som noget af det første Maastricht traktaten og det sidste Frankrigs afstemning for eller imod EU forfatningen - for ikke at nævne et vist antal franske præsidentvalg, hvor jeg har måttet nøjes med at forsøge at påvirke mine omgivelser.

Der eksisterer vist ingen konvention, som fastsætter stemmeret som en menneskeret, men fra et rent etisk synspunkt kan vi nok godt blive enige om, at den er det.

For så vidt som jeg kan følge med i danske forhold, ser Danmark ud til at være langt fremme i skoene, når det gælder om at klare sig og positionere sig i globaliseringen.

Mange danskere lever i kraft af deres arbejde i et andet land.
Det vil i realiteten sig, at man er knyttet til to lande og med tiden oparbejder et dobbelt tilhørsforhold.

At skulle leve sig ind i et andet lands skikke og handlemåder er et konstant - og spændende arbejde - og på et tidspunkt når man over det punkt, hvor denne nye "opdragelse" er gennemlevet, og man har lært de nye "leveregler" og sociale koder.

Det dybere kendskab til to stater og dermed tilhørsforholdet til disse er således ganske enkelt en realitet - og hvad mig selv angår ikke noget der er forbundet med en personlighedsspaltning (det er det spørgsmål, folk stiller mig oftest), men tvært imod en stor rigdom.

Mange af os, der bor og arbejder i udlandet, er desuden i høj grad med til at bygge bro mellem Danmark og "adoptivlandet".

Derfor forekommer det underligt selvmodsigende, at de store danske politiske partier har stemt imod loven om dobbelt statsborgerskab og dermed efterlader os i et uretfærdigt demokratisk "nomansland".

For et par år siden hørte jeg gennem Danes Worldwide om debatten vedrørende dobbelt statsborgerskab.

På det tidspunkt lød det som om Venstre var for, og det havde jeg også forventet af et liberalt parti. Jeg var således sikker på, at det måtte blive indført en dag som en naturlig konsekvens af globaliseringen og mere grundlæggende som en logisk tilpasning til udviklingen og tingenes tilstand i år 2008 (og længe før).

Jeg ved ikke, hvad der er sket siden, og jeg kan ikke få øje på argumenterne imod at indføre dobbelt statsborgerskab.

Statsborgerskab (og indfødsret) er som bekendt ikke noget vi vælger, den er en realitet vi fødes til, og den kan vi ikke løbe fra, også selv om vi måske ønskede det.

Ved længere tids bosættelse i et andet land bliver et dobbelt tilhørsfold ligeledes en realitet.

Det dobbelte statsborgerskab forekommer os derfor at være en helt naturlig ting, der desværre mangler, men som ville være en skøn accept af vor realitet fra vort moderlands side.

Det at vi ikke må stemme afskærer os desuden fra en fuldstændig integration, idet vi på vis måde ikke føler et medansvar for landets politik, og det gør en verden til forskel i vores holdning som borger i "adoptivlandet".

Samme grundlæggende forhold gør, at det ganske enkelt er umenneskeligt at presse et menneske til at afgive sit oprindelige statsborgerskab for at kunne leve et normalt liv i et andet land.

Man holder aldrig op med at være dansker, bl.a. hvad en så vigtig ting som modersproget angår.

Det føles som en kynisk afvisning, når moderlandet beder én om at vælge.

Det er at behandle menneskets tilhørsforhold udelukkende som et administrativt anliggende, hvor det i stedet drejer sig om en både følelsesmæssig og kulturel tilknytning, der er så dybtgående, at den vedrører nærmest alle tilværelsens forhold. I Frankrig er dobbelt statsborgerskab en selvfølgelighed.

Man kunne ikke drømme om at afskære en medborger fra sin indfødsret og sine demokratiske rettigheder, fordi denne lever i længere tid i et "adoptivland".

Det er en konsekvens af både logisk tænkning (man er og bliver franskmand, når man er født i Frankrig) og humanitet (man har en tilknytning til ens land, der kan sammenlignes med et barn-forældre forhold, hvilket for øvrigt et tydeligt udtrykt i begge lands ord for det: "fædreland" og "patrie").

Når jeg taler om den danske holdning til dobbelt statsborgerskab her, bliver folk forargede.

De synes, Danmark er langt bagefter og ikke overholder menneskerettighederne for sine hjemmehørende.

Så kan jeg godt blive lidt flov, og den følelse er faktisk næsten endnu værre end ikke at have stemmeret og ikke kunne arbejde i den offentlige sektor i Frankrig…

Bente H.