INDEKS <<


GRUNDLOVSTALE FOR UDEDANSKERE 6.6.2009
VED DANES WORLDWIDE-ARRANGEMENT I FIRENZE


Jeg kan stadig huske min enorme forbløffelse, da jeg for syv år siden opdagede, at jeg IKKE kunne blive italiener UDEN at være tvunget til at fraskrive mig retten til at være født i Danmark, og til at være det, jeg naturligvis også stadig er - nemlig dansk!

Siden har jeg følt mig lidt som Cato den Ældre, der afsluttede sine taler i det romerske Senat med ordene "i øvrigt mener jeg Kartago bør ødelægges".

Mit - og Jeres også, håber jeg - "Kartago" er blevet, at Danmark naturligvis bør tillade dobbelt statsborgerskab.

Sammen med Tina Thuesen i Schweiz og Marianne Dellinger i USA bestyrer jeg i dag "Kampagnen for dobbelt statsborgerskab" fra websiden www.statsborger.dk.
På siden kan I finde alt om dobbelt statsborgerskab fra casestories til indlæg i pressen, fakta og politikernes aktuelle holdninger.

Kampagnen arbejder - sammen med over 1.400 støttemedlemmer - for at dobbelt statsborgerskab bliver tilladt for danskere på samme måde som det i dag er tilladt for over 90% af Europas indbyggere - på samme måde som dobbelt statsborgerskab er tilladt for amerikanerne, canadierne og australierne - blot for at nævne nogle af de lande, hvor mange udedanskere lever deres liv.

- Vi ønsker at blive ligestillede med borgerne i de lande, som Danmark samarbejder med og sammenligner sig med...

- Vi ønsker borgerrettigheder som den stemmeret man også fejrer på en grundlovsdag eller dagen efter, som vi gør det her i dag…

- Vi ønsker ligestilling på arbejdsmarkedet, så Lone i Argentina og mange andre med hende kan få samme karrieremuligheder som en svensk, canadisk eller italiensk forsker i Buenos Aires.

- Vi ønsker sikkerhed for at kunne bo, hvor vi gør det - NETOP i disse tider, hvor reglerne for indvandreres ophold i stor stil bliver strammede - også i EU-lande for EU-borgere - også i Italien…!

Spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab har været behandlet i Folketinget 3 gange siden april sidste år.

Det ER altså lykkes at skabe opmærksomhed om problemet, og opmærksomhed er afgjort ét af de VIGTIGSTE skridt på vejen til ændringer.

Senest blev forslaget om dobbelt statsborgerskab nedstemt i maj.
Men forslaget bliver fremsat igen i næste Folketingssamling, og vi VED at stadig flere politikere i "nej-partierne" - Venstre, Konservative og Socialdemokratiet - ER FOR at tillade dobbelt statsborgerskab
.

Vi ved også nu, at netop de personlige historier og de personlige kontakter med udedanskere er med til at skubbe de danske politikere i "ja-retningen".

Derfor har statsborger.dk - og alle I, der sidder her i dag! - stadig en opgave med at påvirke og ændre holdningen til dobbelt statsborgerskab hjemme i Danmark.

Vi skal overbevise DEM derhjemme om, at vi hverken "er skatteflygtninge, skizofrene, asociale nassere eller endog landsforrædere", som vi blandt meget andet er blevet kaldt i læserbreve, i meningsmålinger og også af danske politikere.

Vi skal forklare, at dobbelt statsborgerskab IKKE er at sidestille med en religion, hvor man kun kan have ÈN gud, men at dobbelt statsborgerskab er en praktisk løsning på virkelige menneskers konkrete problemer.


De derhjemme VED jo godt, at VI ER Danmarks brohoveder ude i verden, og at netop VI HVER ENESTE DAG er med til at promovere Danmark - men de skal mindes om det!

Vi skal simpelthen IKKE finde os i at være gidsler i en betændt dansk indvandrer-debat, men derimod bruge ENDNU mere energi på at forklare hjemmedanskerne - fra den nære familie og venner, til vores faglige netværk og de politikere, vi kender - at vi ER så stor en ressource for Danmark, at landet simpelthen ikke er tjent med at vi bliver udstødt, og bliver frataget indfødsret og statsborgerskab når vi ønsker at være hele borgere i det land, vi har valgt at bo i.

I øvrigt blev Kartago ødelagt - det skete i år 146 før vor tid…
- og naturligvis bør Danmark
tillade dobbelt statsborgerskab!

- TAK! -

Charlotte Sylvestersen