INDEKS
<< ULTRAKORT
FAKTALISTE
Pension er afhængig af antal år, man i løbet af
sit arbejdsliv har boet i DK.
Ret til sociale ydelser kræver bopæl i DK.
Dobbelt statsborgerskab vil give danskere ret til at stemme i deres NYE
hjemlande.
Retten til at stemme i DK falder i følge nuværende lovgivning
bort efter to år med adresse i et andet land.
Mandlige "dobbelte statsborgere"
aftjener deres værnepligt - der hvor dette endnu er en pligt! - i deres bopælsland.
Kun 7 ud af 27 EU-lande tillader ikke dobbelt statsborgerskab. (15.10.
2008: LUXEMBOURG TILLADER DOBBELT STATSBORGERSKAB - LINK
>> )
Over
90 % af Europas befolkning har ret til dobbelt statsborgerskab.
Sverige
tillod dobbelt statsborgerskab i 2002, Island og Finland i 2003 og Tyskland i
2007.
Danskere i udlandet skal naturligvis opfylde deres andet hjemlands
krav om at opnå statsborgerskab.
Nøjagtigt som udlændinge i Danmark skal
opfylde de danske krav om f.eks. sprogkundskaber, bestå en kulturel test, have
en ren straffeattest, være uden gæld til det offentlige og bevise at være selvforsørgende,
før de kan søge om statsborgerskab.
Læs alle de danske krav her: http://borger.dk/forside/udlaendinge-i-danmark/dansk-statsborgerskab/krav-til-nye-statsborgere
| FAKTA
OM OG GODE ARGUMENTER FOR DOBBELT STATSBORGERSKAB
VI ØNSKER, AT DANMARK TILLADER
DOBBELT STATSBORGERSKAB - for danskere i udlandet
og for udlændinge i Danmark
DE GODE ARGUMENTER
Udedanskere ER danske
Du taler dansk med os.
Du kalder os ven, veninde, datter, søn, søster eller bror, og for
dine børn er vi onkler og tanter.
Man bliver ikke "udansk", af at flytte til udlandet.
Man forråder og fornægter ikke Danmark og danskhed fordi man vælger
at leve livet i et andet land!
Livet er ikke "enten/eller" men et "både/og".
Vi udedanskere bliver ved med at være danske HELE livet, og noget
af livet er vi så OGSÅ noget andet…
At flytte ud er et tilvalg, ikke et fravalg.
Vi promoverer Danmark - hver dag!
Vi er Danmarks uofficielle ambassadører hver eneste time og dag
i vores nye hjemlande.
Det skriver det danske "Globaliseringsråd" også i sin store rapport
fra april 2006.
Rådet har statsminister Anders Fogh Rasmussen som formand, og det
er mere interessant læsning på www.globalisering.dk.
Ingen nok så storstilede pr-kampagner og eksportfremstød kan nogensinde
hamle op med vores daglige og frivillige indsats.
Om vi vil det eller ej, så er det fra os borgerne over hele kloden
ofte får deres første møde med det lille land et sted "mellem Holland
og Stockholm".
Det manglende dobbelte statsborgerskab medfører diskrimination
- ude og hjemme
Vi er halve borgere i vores nye hjemlande:
Vi kan ikke stemme, fordi vi ikke ønsker at opgive vores Danske
statsborgerskab og derfor ikke kan opnå statsborgerskab i opholdslandet,
og vi kan ikke selv være aktive politikere.
Nogle steder kan vi trods gode uddannelser ikke engang undervise
i vores nye hjemlands skoler og andre læreranstalter.
Andre steder kan vi ikke være med i børnehavens, skolens eller sportsklubbens
forældre udvalg- og bestyrelser.
Vi kan ofte ikke gøre karriere indenfor det offentlige, hvad der
specielt rammer mange danske forskere.
Nogle steder kan vi ikke købe fast ejendom og jord, og andre steder
skal vi have "stråmænd" til at stå som direktør eller bestyrelsesformand
for vores firmaer.
ALLE steder er vi underlagt de til enhver tid gældende
regler om indvandring.
Det truer vores retssikkerhed og betyder i sidste ende, at vi allle
risikerer at blive sendt ud af lande, vi ofte har boet i i årtier
hvis vindene vender... også i EU!
…og i Danmark er vi trods vores danske statsborgerskab blevet
til "ikke-borgere":
Vi kan kun under særlige omstændigheder bevare vor stemmeret,
og kun i to år, når vi har adresse i udlandet.
På det helt personlige plan kan vi for eksempel ikke indgå registreret
partnerskab, og det bringer hos nogle udedanskere endog tårer frem,
at vores kontakt til det officielle Danmark skal ske via "Ministeriet
for flygtninge, immigration og indvandrere".
Nå ja, mange af os betaler stadig skat i Danmark.
"Skat Danmark" ved tilsyneladende altid, hvor vi er!
Men vi kan for eksempel heller ikke som hjemmedanskere få en gratis
digital signatur.
Vi skal selv hente den på nærmeste ambassade eller konsulat - der
kan være langt i USA, Australien, Indien og Kina! Og for os koster
den d.kr.160 - for at nævne blot nogle af mange mindre diskriminationer.
Danmark er i europæisk mindretal
De lande, vi normalt sammenligner os med, tillader i dag dobbelt
statsborgerskab: Sverige tillod dobbelt statsborgerskab i 2001,
Finland og Island i 2003.
I efteråret 2007 tillod Tyskland tyske statsborgere at tage statsborgerskab
i alle EU-lande samt i Schweiz, og i oktober 2008 tillod Luxembourg
dobbelt statsborgerskab.
Det er alt andet lige på tide, at Danmark tager konsekvensen
af tidens mobilitet og globalisering, og moderniserer sin "oldnordiske
fæstebondeholdning" til spørgsmålet om dobbelt statsborgerskab.
Kun 8 ud af Europas 46 stater tillader i dag ikke dobbelt statsborgerskab.
Kun 7 ud af 27 EU-lande tillader i dag ikke dobbelt statsborgerskab.
Vi ønsker ikke dobbelt statsborgerskab for at:
- "nasse" på det danske samfund.
Pension og sociale ydelser reguleres allerede i dag administrativt.
F.eks. er eventuel ret til folkepension allerede i dag afhængig
af, hvor mange år man har arbejdet i Danmark.
- for at slippe for militærtjeneste.
Disse og andre emner, der kan være problematiske i forbindelse med
at tillade dobbelt statsborgerskab, er administrative problemer,
hvor Danmark blot skal kigge de lande der allerede tillader dobbelt
statsborgerskab over skulderen. Mandlige "dobbelte statsborgere"
aftjener i dag deres værnepligt - der hvor dette endnu er en pligt!
- i deres bopælsland.
- for at kunne stemme i to lande
Kampagnen for dobbelt statsborgerskab handler IKKE om stemmeret,
men om borgerrettigheder generelt.
Men vi er nødt til at nævne, at Danmark har en af verdens mest begrænsede
muligheder for at stemme, når adressen er i et andet lands folkeregister.
Udedanskere slettes af valglisterne efter kun to år.
Og igen diskrimineres det store flertal af udedanskere.
Danskere udsendt af den offentlige administration må nemlig gerne
stemme til danske valg.
Det er efter vores mening uforeneligt med den grundlæggende danske
opfattelse af både demokrati og borgerrettigheder.
Hvordan reglerne skal være er et lovgivningsspørgsmål.
Men de SKAL være ens for ALLE udedanskere.
Dobbelt statsborgerskab gælder naturligvis også for udlændinge
i Danmark
Udlændinge i Danmark bliver ligesom udedanskere "halve borgere"
fordi den nuværende danske lovgivning også tvinger dem til at opgive
deres oprindelige statsborgerskab.
Hvis Danmark er et ægte demokrati, så skal børn født i Danmark naturligvis
have ret til dansk statsborgerskab.
Og deres forældre skal naturligvis efter de gældende regler for
at opnå statsborgerskab have samme mulighed for at søge om dansk
statsborgerskab.
Fuld integration - for danskere i udlandet som for udlændinge
i Danmark - kræver borgerrettigheder, som kun statsborgerskab kan
garantere.
PS:
Statsborgerskab er altså ikke noget, man bestiller via email:
Ikke blot Danmark, men også udedanskernes nye hjemlande har alle
deres tidsfrister, krav, sprogprøver og lignende, som skal opfyldes
og/eller bestås, før der tildeles et statsborgerskab.
Ingen lande deler statsborgerskaber ud med rund hånd!
RETUR
TIL INDEKS <<
|
Du kan downloade et
word-dokument på 2 A4-sider med fakta og gode argumenter her
og videresende det til
din familie, til venner og bekendte! >>
HUSK LIGE:
Vi - udedanskere
- sidder altså ikke alle sammen, og nyder pensionen med et glas vin i hånden.
De heldige, der har råd til det, HAR helt sikkert betalt deres skat,
og er som alle pensionister i deres gode ret til at nyde livet. Om det foregår
ved en pool i Spanien eller ved et kolonihavehus i Skelskør er ikke nogens
sag! Det store flertal at de omkring 20.000 danskere, der hvert år skifter
til en udenlandsk adresse er helt almindelige mennesker i den arbejdsdygtige alder
med en normal hverdag på job og sammen med familien.
Danske medier generelt
- og DR i særdeleshed - har udbredt et billede af udedanskere som værende enten
velhavende pensionister med udsigt til pool og champagnekøler, eller som socialt
handicappede, der af en eller anden grund er flygtet fra Danmark.
Det
er i øvrigt hverken kriminelt eller asocialt at vælge at tilbringe til alderdom
i udlandet eller at mænd gifte sig med yngre kvinder, men det er at fordreje virkeligheden
at præsentere alle udedanskere på den måde.
I foråret 2008 kunne
man det billede præsenteret på DR TV i serien "…og det var Danmark", hvor
velhavende pensionister i Sydfrankrig, og midaldrende mænd med unge hustruer i
Thailand har været nogle af hovedpersonerne. Sådanne ensidige udsendelser
tegner et fordrejet billede af udedanskeren.
Vi er nøjagtigt lige så forskellige
og mangfoldige som hjemmedanskerne! |