INDEKS <<


RETUR TIL CASE STORIES <<

Jeg har nu boet i Nova Scotia, Canada i seks år.

I den periode har vi haft to parlamentsvalg og ligeså mange lokalvalg, som jeg desværre har været afskåret fra at deltage i, da jeg ikke er canadisk statsborger og ej heller ønsker at opgive mit danske statsborgerskab.

Hvert 5 år skal opholdstilladelsen fornys, en bureaukratisk proces, der tager 2 til 3 måneder, og i den periode kan jeg ikke rejse ud af Canada.
Man indleverer nemlig sin opholdstilladelse sammen med ansøgningen om en ny, så hvis jeg skulle finde på at rejse ud, kan jeg ikke komme hjem igen!

Hvorfor så ikke bare opgive det danske statsborgerskab, så jeg kan blive fuldgyldigt medlem af det canadiske samfund?
Tja, hvordan ville du selv have det med sådan et valg?

Jeg bryder mig ikke om at skulle presses til at frasige mig min danskhed på grund af utidsvarende regler, som næsten ingen andre EUlande længere holder fast i.

Jeg er født og opvokset i Danmark og har boet der i 45 år, før jeg mødte min canadiske mand og bosatte mig i Canada, der er langt mere venligt stemt over for immigranter end Danmark.
Det var derfor, vi valgte Canada!

Jeg blev budt velkommen fra første færd af de canadiske myndigheder, der ryster på hovedet over de danske restriktioner mht. dobbelt statsborgerskab.

Jeg betaler skat både i Danmark og Canada, men er fanget i et limbo, hvor jeg ikke har mine fulde borgerrettigheder nogen steder.

Her tænker jeg på, at jeg automatisk mistede min stemmeret i Danmark, da jeg rejste ud i 2002.
Vi har lige oplevet det historiske præsidentvalg i USA, hvor mange af vore venner, der bor i Canada, men er amerikanske statsborgere, så afgjort havde stemmeretten i behold.
Tankevækkende!

Man kunne fristes til at tro, at stavnsbåndet aldrig blev ophævet fuldt ud i Danmark, for hvorfor skulle man ellers straffe de borgere, der vælger at bo i udlandet på denne måde, som det foregår i dag?

Jeg betragter mig selv som en aktiv ambassadør for Danmark og dansk kultur, men det føles som om Danmark betragter mig som en andenrangsborger, man ikke behøver at tage hensyn til.

Jeg flyttede ud sent i livet, og efter seks år i Canada føler jeg fortsat større tilknytning til familie og venner i Danmark end til Canada, så i fald min mand dør tidligt, lad os bare sige inden for de næste 20 år, vil jeg gerne have mulighed for at vende tilbage til Danmark og bosætte mig der igen.

Jeg frygter imidlertid, at jeg mister denne ret, hvis jeg frasiger mig mit danske statsborgerskab for at blive fuldgyldig canadier.

Jeg ønsker, at Danmark og danske politikere giver mig min valgfrihed tilbage, så jeg kan blive et fuldgyldigt medlem af verdenssamfundet i stedet for som nu, hvor jeg er nægtet normale borgerrettigheder, som mange andre lande giver sine borgere uden videre.


Tak for din tid og lad os så få den lovgivning ændret.

Venlig hilsen
Else - Canada



Vil du kontakte Else-Canada
- skriv til info@italy.dk