INDEKS <<

Retur til
brevveksling med
danske politikkere og myndigheder <<



Svar fra Birthe Rønn Hornbech - 2007
- retsordfører for regeringspartiet Venstre

Brevet til Birthe Rønn Hornbech kal du læse under hendes svar

Da: Birthe Rønn Hornbech
[Birthe.Ronn.Hornbech@ft.dk]
Inviato: giovedì 19 aprile 2007 18.49
A: info@italy.dk
Oggetto: SV: www.statsborger.dk

Kære Charlotte Sylvestersen

Jeg forstår ikke, at det skulle være så dejligt at have to statsborgerskaber. Jeg synes tværtimod, at det må være en dybt ulykkelig situation.

Man risikerer, at blive kastet fra det ene land til det andet.

Integration kræver efter min mening netop ikke nødvendigvis statsborgerskab.

Statsborgerskab er en beslutning, man selv tager, hvis man eller kan få lov.

Vi har i venstre haft en borgmester, der af samme grund som du ikke kunne afsværge sit amerikanske statsborgerskab og forblev amerikaner, men dansk borgmester.

Mennesker, man møder på sin vej og betragter som danskere, viser sig at have et helt andet statsborgerskab.

Det er ikke en sag, der så vidt jeg er orienteret, er aktuel i øjeblikket. Men en dag tror jeg også, at Danmark vil acceptere at flere end i dag har dobbelt statsborgerskab. Men det er ikke noget jeg vil slås for, for jeg mener det er en forringelse for den enkelte.

med venlig hilsen
Birthe Rønn Hornbech

_________________________________________________

Brev til Birthe Rønn Hornbech

Fra: www.italy.dk [mailto:italydk@italy.dk]
Sendt: 18. april 2007 20:43
Til: Birthe Rønn Hornbech
Emne: www.statsborger.dk
Prioritet: Høj

Milano 18.4.2007

Kære Birthe Rønn Hornbech, jeg sad for nylig, og lyttede til et afsnit af Deres radioforedrag på P1.
Da jeg bestyrer websiden www.statsborger.dk, der ønsker ret til dobbelt statsborgerskab, og selv er indvandrer i Italien, slog Deres bemærkninger om, at integration kræver, at indvandreren tager aktiv del i demokratiet, mig naturligvis meget.

Den ultimative måde at deltage aktivt i demokratiet - og dermed opnå fuld integration - uanset i hvilket land man er bosiddende, er at bliver accepteret som 100% samfundsborger.
Det sker først den dag, man er i besiddelse af statsborgerskab i det land, man bor i.

Som dansk indvandrer i Italien er jeg kun "en halv borger" uden de fundamentale rettigheder italienske statsborgere har.

Jeg kan søge italiensk statsborgerskab, men så kræver Danmark, jeg skal opgive mit danske statsborgerskab og min indfødsret.

At "opgive sin indfødsret" svarer til at slette et menneskes fortid - og det er smadder-uhyggeligt, når man først tænker over det.

På samme måde forhindrer den nuværende danske lov, at indvandrere i Danmark kan blive og leve som "hele borgere", og forhindrer dermed mange indvandrere i at blive fuldt integrerede borgere i landet.
Dansk lovgivning går endda så vidt som til at give kriminelle, der er født og opvokset i Danmark, en ekstra straf - nemlig udvisning efter endt afsoning.
Jeg har selv været involveret i sagen om Antonio Currá, der blev myrdet på Nørrebro, og føler den dybeste afsky for hans mordere. Men endnu dybere er min afsky overfor et samfund, der når integrationen ikke lykkes, vasker hænderne, og "fjerner" problemet ved i realiteten at "slette" et menneske, der ikke har kendt andet end Danmark.

Sverige tog konsekvensen af disse problematikker i 2001, og tillod ved en lov dobbelt statsborgerskab.
Ude-svenskere kan nu være "hele borgere" i deres bo-land, og svenske indvandrere kan i dag beholde deres oprindelige statsborgerskab samtidig med at de accepteres som "hele borgere" i Sverige.

Med de utvivlsomt positive konsekvenser det har for integrationen.

Ingen dansk politikker har endnu forklaret mig, min forgænger som listebestyrer eller de mange privatpersoner, der selv har henvendt sig til de danske myndigheder, hvorfor f.eks. flere politikkere påstår, der i Danmark - i modsætning til i Sverige - skal en grundlovsændring til for at tillade dobbelt statsborgerskab.

Og endnu mindre har nogen forklaret, hvorfor I "hjemme-danskerne" mener, det er så skrækkeligt, at vi udedanskere gerne vil fortsætte med at være det, vi er inderst inde, nemlig danskere.

Det er en hjertesag.
Det handler ikke om stemmeret.
Personligt synes jeg, det er helt i orden, at når man i X antal år har været bosat i et andet land, så skal man ikke kunne stemme til danske valg.
Men jeg forstår også min ven Anders i Verona, der har en virksomhed i Danmark og betaler både person- og virksomhedsskat, og mener, han vil være i sin gode ret til at bestemme hvilke politikere, der skal "bestyre" hans skattepenge.

Lad det hvile…det er IKKE det, det handler om…

Det handler heller ikke om pension, understøttelse og sygehuse. Lovgivningen om disse emner er uafhængig af en beslutning om at tillade dobbelt statsborgerskab.

Og igen - med de mange hundredetusinde "hjemmedanskere", der livet igennem lever af overførelses-indkomster - ville det så være en ubærlig byrde for det danske samfund, at Fru Jensen efter en skilsmisse eller Hr. Klausen af ren og skær hjemve efter 30 år i USA eller Brasilien, hvor begge helt sikkert uden at have tænkt over det har været "ambassadører" for vores lille og for de fleste temmelig ukendte fædreland, flyttede "hjem" og levede af den DEL af folkepensionen, de nu måtte have ret til?

Til sidst.
Jeg voksende op med en politiker-mor, der udstyrede vores cykler med "Stem Ja" i efteråret 1972. Begreberne "fri bevægelighed" for mennesker og økonomi blev tømret fast i min og mange andres bevidsthed.
Under hele min skolegang blev der talt varmt om at gøre uddannelsen bedre ved hjælp af studieophold i udlandet.

Konsekvensen er, at jeg og mange andre i troen på det vi hørte, nu lever som "halve borgere" - ikke blot i EU, hvad der jo er helt absurd - men også alle andre steder på kloden.

For os er bevægeligheden blevet "ufri" og en illusion, der har frataget os vores demokratiske borgerrettigheder.

Det er ikke rimeligt.

Jeg håber, De vil tage Dem tid til at svare mit brev, specielt da De jo er jurist, og derfor har muligheden for én gang for alle at oplyse os udedanskere om, hvorvidt og i give fald hvorfor, der i modsætning til i Sverige skal en grundlovsændring til i Danmark for at give tusinder af danskere mulighed for igen at blive "hele borgere"?

Venlige hilsner,
Charlotte Sylvestersen
Via Plana 43 I - 20155 Milano Tel +39 348 32 35 269 info@italy.dk